SUB09: Overmagten var for stor mod AaB

SUB09 - Aab 0-6 (0-2)

0-1 (14 min)
0-2 (24 min)
0-3 (60 min)
0-4 (77 min)
0-5 (84 min)
0-6 (85 min)

Så kom den første halvsæson i 25 år i tidligere Danmarksserierække, nu kendt som kvindeserien til ende. Et halvår som på mange måder er gået hen og blevet endnu en solstrålehistorie i den perlerække der findes i SUB.

Det kan siges meget kort om kampen. Aab var bare bedre! Til forskel fra sidste kamp vi mødte dem, så var de langt mere varierende i deres opspil og fik os sat i konstant bevægelse. En af de store årsager til de mange mål var også, at vi ofte kom til at halse lidt efter dem og ikke sidde tæt. Det gav for store rum de kunne løbe i, og derfor kan sejrens størrelse ikke diskuteres. I tanke, handling og spil viste Aab hvorfor det er dem der skal spille 1. division næste sæson.

Vi vil langt hellere kigge på hele halvsæsonen generelt. For det var med stor spænding vi skulle starte op i kvindeserien efter to direkte oprykninger. En af de ting som især har kendetegnet damerne og som de i den grad skal have enorm ros for, er den konstante tro og vilje til at ville vinde. Der bliver fightet slås og de ting vi gennem 1 ½ sæson har arbejdet med viser at have båret frugt. Rigtig mange af spillerne har udviklet sig enormt taktisk og de spiller langt mere klogt og det gør os svære at slå.

Vi ved, at der igen efter sommerferien venter en hård sæson og målet vil være det samme - at undgå nedrykning. Der vil komme udskiftninger i truppen pga. studier mm., så vi tager det i små step og ser hvor langt vi kan bringe det. Heldigvis ved vi hvilke ting vi skal arbejde med og for os som trænerteam handler det stadig om udvikling.


Til sidst skal her lyde en opfordring til alle som trofast har fulgt med fra sidelinjen eller i referaterne. Klap spillerne på skuldrene og ros dem for deres præstation. De har i den grad gjort os i trænerteamet stolte og vi er enormt beæret over at kunne få lov at træne så herligt et hold. De har spilleglæde, humør og et socialt sammenhold der er i verdensklasse. De fortjener al den respekt der kan gå deres vej. Vi glæder os meget til halvsæsonen i efteråret.

Kampens spiller: Maria Svenningsen

Som Maria udtalte efter kampen "jeg tror aldrig jeg har løbet så mange meter!". Men hver en meter hun dækkede var i særklasse. Hun har bare løftet sit spil til nye højder og vores egen Maldini er en uundværlig brik i vores forsvar. Hun er træningsflittig, stabil og ikke bange for at gå til stålet. Det er fremragende evner i en fremragende forsvarsspiller.



Referent: Lars Løvig