Sejr nr. 11 kom i land i Valsgård

Første kamp efter oprykningen var sikret for Ulbjerg IF's herrer i serie 3 skulle afvikles i Valsgård. Dette var en udsat kamp fra tidligere, hvor dommeren ikke mødte op. Om det var champagne, fadbamser, cigarer eller andet der stadig hang i kroppen på spillerne skal være usagt, men nogen super kamp blev det aldrig og vel nok den ringeste indsats i sæsonen. Der manglede noget indstilling og koncentration. Valsgård spillede til gengæld friskt til og var boldbesiddende i store dele af første halvleg. De var aggressive og gav ikke UIF tid og plads til at få gang i spillet. Det blev til en del hjørnespark og ligeledes et par enkelte chancer som blev reddet af Morten Kjølhede Møller i målet. Farligst var et direkte frispark, der via en mand i UIF muren ramte ydersiden af stolpen. Ikke desto mindre, så viste UIF spillerne en fantastisk effektivitet, som vel kendetegner et tophold. Først på en omstilling, blev Jonas Lassen spillet fri i dybden og kunne uhindret spille på tværs til Mads Hald, der sikkert kunne bringe UIF i front. Senere i 1. halvleg var Jonas Lassen selv på pletten og fordoblede føringen til 0-2. Inden pausen ville topscorer Kasper Kjølhede Pedersen også lege med og med en fint langskud, som gæsternes keeper ikke kunne holde ude af kassen, scorede han til pauseføring på 0-3.

I pausen snakkede UIF om, at der skulle præsteres langt mere i anden halvleg. Men betingelserne blev svære. På en velkendt hjørnesparkskombination viste dommeren således, at han nok ikke helt var up to date på reglerne. Træner Thomas Christophersen røg ud med gult kort for usportslig optræden. I undertal måtte UIF kæmpe ekstra og inden de 10 min. af udvisningen var gået blev UIF reduceret til kun 9 mand på banen, da Kasper Kjølhede Pedersen meget uforstående fik gult i en hovedstødsduel, hvor dommeren mente han sprang direkte i ryggen på en modstander. Valsgård fik reduceret på et hurtigt taget frisspark i dybden, hvor en fri spiller kunne centre på tværs til en umarkeret Valsgård kant der let kunne gøre det til 1-3. UIF med 9 mand måtte nu kæmpe en hvis del ud af bukserne. Stormen blev reddet nogenlunde af, selvom Morten Kjølhede Møller et par gange måtte hive et par redninger frem. Kort før de 90 minutter var gået fik Valsgård reduceret endnu en gang efter et hjørnespark. Det blev dog aldrig helt tæt på udligningen og Valsgård fik i stedet også et gult kort inden slutfløjtet. Sejr nr. 11 ud af 13 kampe blev sikret og UIF er stadig ubesejrede i sæsonen. Ligeledes er det kun 5 spillere, plus et selvmål, der har stået for alle 35 scoringer i sæsonen.

Morten Kjølhede Møller blev kampens spiller.

Sidste kamp i sæsonen spilles lørdag kl. 13.30, hvor modstanderen er Hornum IF. Bemærk, at kampen spilles i Aars grundet baneomlægning i Hornum.