Lørdagens kamp hjemme mod ØK endte med en sikker 6-0 sejre til damerne, efter en kamp med godt spil og humør, mod et ØK hold der, trods cifrene, forsatte med at søge chancerne fremfor at parkerer bussen.

Kampen starter dog med en usikker start for damerne, hvor det hurtigt bliver tydeligt at meget af ØK’s spil er bygget op omkring lange bolde på deres meget hurtige højre kant. Det tvinger forsvaret lidt længere tilbage, og Line Møller i målet redder flere gange de lange bolde ved at komme godt ud af sit mål. Damerne begynder så småt at få styr på aftalerne og bliver spilstyrende efter de første usikre 5-10 min. Efter 17 min. ryger Ida Velling voldsomt ned, da en ØK back stopper hendes fremløb med ulovlige midler, hvilket helt retfærdigt udløser et gult kort til ØK. De næste 10 min. i overtal udnytter damerne til at lægge yderligere pres på ØK defensiven, og Ida Velling kan selv bringe SUB i front efter 23 min. på et langskud fra kanten af feltet, der sejler pænt over ØKs keeper. Damerne forsætter presset, og Michelle Drejdal kan øge føringen yderligere til 2-0, da hun efter 31 min. spil kan sende bolden i nettet fra spids vinkel, på en bold der nok nærmere var et indlæg, men snyder keeper og går mellem hende og forreste stolpe. Endnu et fladt indlæg udløser lige inden pausen endnu et SUB mål, da en ØK forsvar får tumlet bolden i eget net. Dermed en 3-0 føring til SUB allerede i pausen.


Damerne forsætter med at holde momentum da de træder på banen til 2 halvleg, men det er også tydeligt at et frustreret ØK hold jagter en reducering, samtidig med at damerne måske falder lidt ned, hvilket giver nogle halvfarlige friløbere til ØK halvlegen igennem, som især Line Møller får reddet flot. Efter 48 min. kommer Kathrine Møller på tavlen for 4 kamp i streg, da hun stjæler bolden fra en ØK forsvarer og sender den forbi keeper. Trods den øgede føring presser ØK fortsat på de lange bolde, og efter 63 min. falder deres klart største chance, da en lang bold får lov til at sejle over forsvaret til deres hurtige højre kant, som dermed står i en 1 mod 1 situation mod Line Møller. Line Møller kommer stærkt ud af målet, og får lige præcist skubbet bolden på den rigtige side af stolpen. Selvom et frustreret ØK hold fortsat forsøger at skabe chancer, kan Kathrine Møller øge føringen til 5-0 efter 73 min. og til 6-0 efter 75 min., begge på flotte indlæg fra Anna-Katrine Mikkelsen på højre backen.

Kampens spiller blev Kathrine Møller.

Næste kamp er i pokalturneringen ude mod Kvik/Aalestrup torsdag d. 6/5.