Damerne fik med noget besvær hevet en 0-2 sejr hjem ude mod Team Viborg, i hvad der hidtil var sæsonens klart dårligste kamp fra damernes side. Generelt manglede der fokus kampen igennem, og damerne stod lidt for meget på hælene, hvilket Viborg formåede at udnytte til at vinde nærmest alle dueller.

Første halvleg starter med en del skarpe indlæg fra kanterne, der dog enten ikke finder en SUB’er, ikke får en ordentlig afslutning, eller ender lige i favnen på Viborgs keeper. Damerne formår ikke at få gang i det småspil, som de ellers fik lov til at øve i forrige kamp mod Foulum, hvilket resulterer i lidt for mange boldtab på midten af banen, som Viborg opsnapper til istedet at spille rundt om damerne til flere fine angreb. Kampen bølger frem og tilbage, til tydelig frustration for samtlige SUB’er, der måtte sande at de løb ind i en dag, hvor spillet ikke ville hvad hovedet ville. Derfor er det også til stor forløsning, da Ida Velling, efter en omgang flotte piruetter rundt uden for feltet, kan smide bolden over Viborg keeperen lige inden pausen, til stillingen 0-1.

Trods pauseføringen formår damerne ikke helt at sætte sig endegyldigt på opgøret, og anden halvleg forløber meget som første, med manglende koncentration på alle positioner og heraf for mange chancer til Viborg, der et par gange får spillet forsvaret tyndt. Til trods for det manglende spil, forsætter damerne dog med at kæmpe, og får også et par store chancer som på en normal dag, burde have resulteret i mål. Dog kan damerne igen juble efter 79 min. da en helt fri Thea Hald kan sende en flad bold i nettet, på et godt indspil fra Ida Velling.

Kampens spiller blev en hårdtkæmpende Ida Velling.

Damerne kan nu se frem til en længere pause i turneringen, idet næste turneringskamp først er tirsdag d. 8/6 ude mod Eastside Viborg. Dog tager damerne hul på tredje runde af pokalturneringen torsdag d. 27/5 når de hjemme møder Team Viborgs Jyllandsserie hold.