Ulbjerg IF serie 3 havde lørdag besøg af Bjerringbro til et opgør om den vigtige 2. plads i puljen. Alting stod før kampen fuldstændig lige, og det gjorde det også efter kampen, eftersom opgøret endte uden vinder, og igen 1-1, som også var tilfældet i det første møde. UIF fik ellers en glimrende indledning på kampen, da man bragte sig foran efter 6 min. Mads Hald fandt med en fremragende tværbold en fremadstormende Nicklas Astrup, som med hjælp af stolpen bragte hjemmeholdet foran. Desværre måtte oplæggeren Mads Hald efter denne aktion udgå med en lårskade. UIF fik kort efter sendt Adam Ceesay ud med gult, for en forseelse som han retteligt ikke var skyld i. Dette var startskuddet til en rodet og urolig kamp, som også var ledet af noget svingende dommerpræstation. Dog var det vist ligelig fordelt til begge sider. Udvisningen gav lidt initiativ til Bjerringbro, men UIF stred godt imod, og fik også bedre kontrol med kampen da man igen blev fuldtallig. Men der var hele tiden masser af dueller og nærkampe, man kunne hele tiden mærke kampens vigtighed for de to hold. UIF levede mest på omstillinger dog uden de store åbne chancer. Den største tilfaldt gæsterne, da de kort før pausen headede på indersiden af stolpen inden UIF keeperen på stregen kunne få fat i kuglen.


2. halvleg indledte med mere drama. Allerede efter 45 sekunder var UIF reduceret til 1o mand igen, da dommeren vurderede, at Nicklas Astrup valgte at filme i feltet, som ellers lignede et benspænd. Nu blev der for alvor fokus på dommeren, og kampen blev endnu mere intens. Begge lejre var gode til at forsøge og hjælpe dommeren med at dømme kampen. Han kunne dog ikke lastes for gæsternes udligning efter små 10 minutter. Et skidt udspark fra UIF keeperen endte i fødderne på Bjerringbro, og en dyb bold og en sikker afslutning og det blev straffet. Men der var stadig lang vej hjem og masser af tid til at slå tilbage. Betingelserne blev og gjort bedre, da det blev Bjerringbros tur til at få gule kort. I små 6-7 minutter var hjemmeholdet faktisk to mand oppe, men med et hav af dårlige afleveringer og indlæg blev det overtal forvaltet rigtig dårligt, og UIF skabte ikke noget nævneværdigt i denne periode, og Bjerringbro kunne tilfredse tage hjem med det ene point, som stiller dem klart bedst i kampen om 2. pladsen med en langt bedre målscore. Med høj musik og masser af fadøl blev det også fejret som en sejr.

Med 4 stemmer til både Kasper Fruergaard og David Pedersen kunne de dele æren og trøjen som dagens bedste for hjemmeholdet. Et nyt slag venter på lørdag igen på hjemmebane, denne gang mod naboerne fra engen mod syd, Borup IF. Kampen spilles kl 13.30, men allerede kl. 11.00 spiller klubbens serie 5 topkamp mod Møldrup, og med en sejr er man sikret oprykning til serie 4.

 

Med sportslig hilsen
Brian Christensen

Nyheder

  • Kampreferat serie 3: Ulbjerg IF - Bjerringbro

    Ulbjerg IF serie 3 havde lørdag besøg af... Læs mere
  • Kampreferat serie 3: NUGF - Ulbjerg IF

    Ulbjerg IF serie 3 gæstede lørdag kunstgræsbanen... Læs mere
  • Kampreferat serie 3: Ulbjerg IF - Skals FF

    Fredag aften skulle Ulbjerg IF serie 3 ud i et... Læs mere
  • Kampreferat serie 3: Ravnsbjerg/Løgstrup IF - Ulbjerg IF

    Ulbjerg IF serie 3 var søndag forbi Løgstrup og... Læs mere
  • Kampreferat serie 3: Ulbjerg IF - Eastside Viborg

    Ulbjerg If serie 3 tog hjemme imod puljens... Læs mere

Gå til toppen