Ulbjerg IF serie 3 havde fredag aften besøg af naboerne fra Møldrup/Tostrup (MTIF) til en for begge hold meget vigtig kamp. UIF skulle bruge tre point og dermed forsvare 1. pladsen, og gæsterne point til bundstriden. Så en spændende kamp var i vente for de mange siddende tilskuere, som fyldte godt op på stadion. Kampen endte uafgjort 2-2, et resultat som ingen af holdene egentlig kunne bruge til ret meget. UIF kom igen ganske tøvende ud til kampen, og gav gæsterne gode betingelser for at udfordre UIF. Lange bolde og aggressivitet var løsningen for MTIF, og det gjorde, at de hele tiden var med i opgøret. Alligevel var det UIF som tog føringen efter et lille kvarter. Topscorer Niclas Astrup tog chancen fra kanten af feltet, og kunne se, at bolden lidt heldigt og med hjælpe fra gæsternes keeper, gik i mål. Efter en halv time udlignede MTIF, da en bold blev pænt lagt til rette for Stefan Balogh, som nemt kunne banke kuglen ind til 1-1. Kort efter sløsede UIF defensiven igen, da en for kort tilbagelægning fra veteranen Jesper Jørgensen sikkert blev udnyttet. For at gøre det værre blev selvsamme veteran udvist kort før pausen, så det var op ad bakke for hjemmeholdet.

2. halvleg og man skulle ud og jagte en udligning. Det hele startede med et par gode hovedstøds muligheder til Tommy Grøn og David Pedersen, men skarpheden manglede. UIF er på bolden hele tiden, men dog uden og blive rigtig farlige, og man truer sjældent et efterhånden overbefolket MITF felt. UIF spiller uden tempo, og stadig med flere sløsede afleveringer, som hele tiden forsinker jagten på udligningen. Den måtte man vente længe på, og i 4 minutters overtid kom den endelig. Adam Ceesay tog chancen udefra og kunne til stor jubel se bolden gå ind tæt op af stolpen. Trods alt et point, men 1. pladsen blev smidt væk igen, og man kan roligt konstatere, at tingene ikke kommer af sig selv, og man skal op i et højere gear ellers får man ikke fuldt udbytte. Det skal man allerede tirsdag, hvor der venter en svær udekamp mod Doense/Vebbestrup på Tinghøj stadion kl. 18.30

Med sportslige hilsner
Brian C