Ulbjerg IF serie 3 havde besøg af Strandby i 7 spillerunde, dermed den sidste inden turneringen vendes. Det endte desværre med en sejr til det gæstende hold med 1-3. Så en skidt uge for UIF med to nederlag, og det betyder man falder tilbage i stillingen i den tætte serie 3 pulje. UIF var til kampen hårdt ramt af skader, sygdom og andre afbud. Det gav muligheden for andre spillere, som alle slap rigtig godt fra opgøret og fik noget god erfaring med. UIF fik en god start på opgøret og satte sig på kampen, og var spilstyrende. I denne periode i indledningen kom UIF også foran. Efter hjørne dumpede bolden ned for fødderne af Tommy Grøn, som med lidt afretninger kunne se kuglen snige sig ind. Kort efter var Niclas Astrup tæt på med et frispark fra lang afstand, som keeperen tik en hånd på. Nu kom gæsterne bedre med og havde et enkelt nærgående forsøg, som UIF defensiven fik afværget til sidst. Kort efter gik den dog ikke længere, og på et fremragende hovedstød fra stor afstand fik de udlignet. Desværre betød det også, at udeholdet overtog initiativet resten af halvlegen, dog uden nogen større chancer.

2. halvleg og det var stadig gæsterne som indledningsvis sad på kampen, og UIF havde svært ved at sætte et angreb sammen, som kunne udløse en god chance. 10 min inde i 2. halvleg kom gæsterne foran, da UIF var en anelse uorganiseret ved et hjørnespark, og det udnyttede Strandby til 1-2. Nu var det for alvor svært for UIF at komme tilbage og få point. Der blev stadigt forsøgt men trætheden kom snigende og kort før tid udbyggede Strandby til 1-3 og en sejr man ikke kan indvende så meget imod på trods af den gode indledning på kampen. Bedste UIF spiller på dagen med 5 stemmer blev Adam Ceesay.

Med sportslig hilsner

Brian Christensen
Sportschef, Ulbjerg IF