Kampreferater
Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Thisted FC
- Detaljer
Ulbjerg IF serie 1 havde lørdag besøg af Thisted FC, i en kamp som var sidste udkald for hjemmeholdet. Adskillige afbud gjorde ikke situationen nemmere, men ikke desto mindre lykkedes det, at hive en sikker og velfortjent 3-1 sejr i hus. Det skete efter en 1. halvleg i medvind, og som UIF endte med at føre med tre mål. Allerede efter 4 min kom UIF i front. Anders Sørensen spillede sikkert på tværs til dagens tremålsskytte Tommy Grøn Christensen. Tyve minutter senere var de på spil igen, og forinden var den skallede isse fra træner Per Sørensen involveret i at bringe bolden frem til de to i front. UIF var nu i kontrol, og man kunne fornemme, at kampen kunne afgøres i 1. halvleg, og man gik efter det. Efter et drilsk hjørnespark fik TGC sidste fod på bolden og 3-0 til hjemmeholdet, som kunne gå komfortabelt til pause med en tremåls føring.
2. halvleg og fra hjemmeholdets side skulle der nu spilles sikkert, og ingen unødigvendige chancer tages. Tiden skulle bare gå, og en masse spilstop var til hjemmeholdets fordel. I enkelte situationer var gæsterne farlige, men UIF var hele tiden i ok kontrol i modvinden. Gæsterne fik reduceret efter 25 min af halvlegen, og man fik lidt bange anelser for hvad en yderligere reducering ville gøre, men den kom heldigvis ikke, og tættest på var TFC først få minutter før tid, og der var løbet kørt. UIF kunne sætte 3 meget vigtige point på kontoen, og nu kan man igen skimte de foranliggende hold. Næste opgave er Kristi Flywdaw hvor kampen er rykket frem til kl. 13.00 på Ulbjerg Stadion, og her gæster Gundersted.
Dagens spiller blandt mange blev formand Frandsen med 4 stemmer.
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Sportschef, holdleder & journalist.
Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Højslev St. IF
- Detaljer
Ulbjerg IF havde torsdag besøg af Højslev St, i et uhyre vigtigt bundslag i serie 1. Begge hold ligger i og omkring stregen, så det var værdifulde point der skulle fordeles. Desværre gik sejren til gæsterne som vandt kampen med 0-1, efter at stillingen ved pausen var målløs. Den gode præstation fra forrige kamp i Roslev blev desværre ikke fulgt op. Det samme pres og energi kunne UIF spillerne ikke finde til kampen. UIF startede ellers med en fin afslutning fra Tommy Grøn, som strøg lige forbi mål, men så overtog Højslev initiativet i kampen, og med direkte spil skabte de udfordringer for UIF defensiven. De farligste forsøg var faktisk et par nærgående hovedstød, så de store chancer kom det ikke til. Efterhånden kom UIF bedre med, og fik skubbet spillet op på gæsternes banehalvdel. Halvlegens største chance tilfaldt Anders Sørensen kort før pausen, men hans afslutning fra en spids vinkel blev for vag.
2. halvleg og kampbilledet var det samme. UIF kunne stadig ikke rigtig finde melodien, og blev efter 9 min tildelt et noget tyndt gult kort til Tommy Grøn. Nu måtte resten af flokken kæmpe i 10 min i undertal. I denne periode havde Anders Sørensen igen en mulighed, men igen uden held. I den anden ende havde gæsterne en kæmpe mulighed, igen på et hovedstød, så det trak op til en scoring. Den kom efter 25 min af 2. halvleg, da UIF i flere forsøg ikke fik tacklet af. og den mulighed lod gæsterne ikke fra sig, og bankede kuglen i nettet til føring 0-1. Kort efter fik UIF lidt hjælp, da Højslev fik direkte rødt, og dermed 20 min i undertal. Nu skulle der satses og en udligning skulle hentes, og UIF fik også lagt et gevaldigt tryk på Højslev, med flere store chancer til følge. Heriblandt Kasper Pedersen og Tommy Grøn, men marginalerne var i kampens afslutning desværre ikke med hjemmeholdet. Tilbagevendte Kasper Fruergaard ramte overliggeren, og flere gange var bolden tæt på, men gik snert forbi. Højslev red stormen af, og kunne tage hjem med tre meget vigtige point, i en kamp hvor de også bedst indtil udvisningen hvor UIF fik et overtag.
Kampens spiller blev med 5 stemmer Jesper Jørgensen. Næste opgave for UIF serie 1 er lørdag d. 25 maj kl. 13.30 hvor Thisted gæster Ulbjerg stadion.
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Sportschef, Ulbjerg IF
Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Nibe B
- Detaljer
Ulbjerg IF serie 1 skulle allerede to dage efter kampen i Skive, igen i ilden, og denne gang et nyt besøg af et tophold i form af Nibe B. Det gik ikke meget bedre og UIF endte med en lussing på 0-4, efter at gæsterne førte ved pausen med 0-2. Oplægget lød inden kampen, at man skulle passe på gæsternes fart i front. Det havde man glemt efter halvandet minut, og gæsterne var i front. UIF fik kort efter en stor chance for at udligne, men Thomas Sterring fik ikke ordentlig træf på sit hovedstød. Nibe var hele tiden farlige, og med masser af speed i benene var det hele tiden en udfordring for hjemmeholdets forsvar, som ofte var på hælene. Den ene halvstore chance afløste den anden, og det var et mirakel, at gæsterne ikke fik udbygget deres føring. Desværre lykkedes det efter en fejl i UIF defensiven, hvor en for kort tilbagelægning af Jakob Frandsen blev opsnappet og driblet i et tomt mål. UIF kunne gå til pause bagud med to, og efter en sløv 1. halvleg.
2. halvleg og UIF kom bedre med, og fik spillet skubbet lidt længere op. Man håbede på en hurtig reducering, og dermed skabe lidt spænding tilbage i kampen. Efter 5 min kom muligheden også, men riposten fra et skud af Anders Sørensen, fik Thomas Sterring ikke udnyttet, og da Nibe tilmed fik tildelt et gult kort kunne UIF ikke udnytte fordelen. Kræfterne slap op og gæsterne scorede igen efter en halv time til 0-3. Nu var det hele afgjort, og kampen skulle bare gå sin gang, men til sidst fik Nibe tildelt et straffespark, som de sikkert udnyttede til kampens resultat 0-4. En skidt indsats fra hjemmeholdets side, og stensikre tre point til Nibe B.
Næste opgave for UIF er på udebane mod Roslev, og det er mandag d. 13 Maj kl. 19.00. 4 stemmer var der til både Anders Sørensen og Jakob Frandsen.
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Ulbjerg IF
Kampreferat serie 1: Roslev IK - Ulbjerg IF
- Detaljer
Ulbjerg IF serie 1 stod foran et vigtig opgør i puljen, da man på udebane skulle op mod Roslev IK, som før kampen endnu ikke havde scoret point i foråret, og det havde de stadig ikke eftersom UIF tog alle tre point efter en sikker og velfortjent sejr på 2-4 efter en målløs 1. halvleg. UIF startede som lyn og torden, og kom stærke ud til kampen. Et resultat og indsats senest mod Nibe skulle vaskes væk. En god offensiv start på kampen, hvor hjemmeholdet ikke var over midten de første 10 minutter, og en bunke hjørnespark til UIF vidnede om et UIF mandskab der var opsatte på, at få de tre point. Tilmed fik man allerede efter to min annulleret en scoring, hvor en veloplagt Kasper Ambrosius blev vinket for offside. Herefter kom Roslev bedre med, og var ved et par gange ganske nærgående, men keeper Morten K. Møller tog sig af tingene. UIF fik igen greb om tingene og flere gode chancer kom, bl.a. til Kim Sørensen kort før pausen, som dog ikke kunne finde nettet.
2. halvleg og UIF ville fortsætte de gode takter, men fik hurtigt en slem overraskelse. Et frispark på kanten af feltet, som kampens dommer var den eneste der kunne se, blev sendt i nettet af hjemmeholdet, og føring på 1-0 allerede efter et minut af 2. halvleg. Nu frygtede man lidt for fortsættelsen, og ville gæsterne falde sammen. Det var ingenlunde tilfældet, og man fik et stærkt svar fra UIF. På ti minutter gik man fra at være bagud, til at føre 1-3. De to første scoringer signeret af Tommy Grøn Christensen, som på dagen var sendt i front. Nu forstår jeg langt bedre betegnelsen falsk 9er!! Tredje scoring blev sat ind af Anders Sørensen fra kanten af feltet med venstre skøjten. Se hvad der sker når man skyder på mål. I fin kontrol med tingene var UIF, men alligevel lykkedes det Roslev, at få reduceret efter lidt klumpspil i feltet, og en åben kamp igen. Men som før i halvlegen slog UIF hurtigt tilbage. Et hjørnespark til UIF gik i mål og alle på stadion og i Roslev by troede det var et selvmål, men med en jubelscene som sjældent set, måtte man formode, at veteranen Jesper Jørgensen havdet sidste hoved på bolden. Om ikke andet så i hvert fald en 4-2 føring til UIF, og på vej mod tre super vigtige point. Scoringen og jubelscenen tog også pusten fra hjemmeholdet, som strakte våben, og ikke havde mere at komme med. UIF kunne køre en sikker sejr i hus, og dermed fornyet håb om overlevelse i puljen, hvor der på dagen var rigtig mange gode præstationer rundt på banen. Den bedste ifølge de afgivne stemmer, var med 5 stk. Kasper Ambrosius. Han og de øvrige spillere har en vigtig hjemmekamp på torsdag kl. 19.00 på Ulbjerg Stadion, hvor Højslev St. kommer på besøg.
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Sportschef Ulbjerg IF
Kampreferat serie 1: Skive IK - Ulbjerg IF
- Detaljer
Ulbjerg IF skulle forsøge at hente yderligere tre point i den svære udekamp mod et af puljens tophold, Skive IK. Det lykkedes ikke og SIK vandt fortjent 2-0 efter en føring med 1-0 ved pausen. UIF kom ellers fint ud, og oplægget var det samme som sidst, at stå tæt og kompakt i kæderne, og bide fra sig. Men stille og roligt kom hjemmeholdet bedre med og efter 10 min fik de en stor chance efter klumpspil. UIF var også på besøg i gæsternes felt, da hjemmeholdets keeper fejlbedømte en fremlægning, men det lykkedes ikke for Anders Sørensen at få udlignet, og heller ikke fremtvinge et straffespark, som UIF lejren appellerede for. Kort før pausen kunne UIF ikke holde stand længere, og SIK kom fortjent foran. Et angreb blev ført fra venstre mod højre og resolut sparket i kassen uden chance for Morten Kjølhede i målet. UIF kunne gå til pause og være ok tilfredse med forløbet af 1. halvleg.
2. halvleg og billedet var lidt det samme fra 1. halvleg. SIK det bedste hold, men UIF kæmpende for at holde liv i kampen. Betingelserne herfor blev lidt bedre, da hjemmeholdets midterforsvarer Martin Thomsen fik gult, for at holde en UIF spiller i en omstilling. Det gav lidt momentum for gæsterne, og man fik flyttet spillet lidt længere op, og der var også lidt sporadiske muligheder i denne periode. Den største faldt efter 18 min, da hjemmeholdets keeper spillede bolden ud i fødderne af Anders Sørensen, men han fik selv rettet sin fejl, da han reddede det forkølede skud fra UIF angriberen. Kampens største chance. Kort efter var SIK igen fuldtallig, og satte igen tryk, og efter 29 min kom målet til 2-0. Det afgjorde kampen, og luften fes ud af de trætte UIF spillere, som dog kunne gå fra banen med æren i behold. Sejren og de tre point kunne der ikke siges noget til. Næste opgave for UIF serie 1 er allerede torsdag aften 2. maj kl. 19.00 på Ulbjerg stadion hvor et andet tophold, Nibe B, kommer på besøg.
Med 5 stemmer til både Morten Kjølhede og Kasper Pedersen måtte de dele dagens afstemning som dagens spiller
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Sportschef/holdleder/journalist
Ulbjerg IF