Kampreferater
Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Gundersted IF
- Detaljer
Ulbjerg IF serie 1 havde søndag besøg af Gundersted på Ulbjerg stadion. Godt vejr, og en fantastisk plæne stod klar, og tilskuerne fik en meget underholdende kamp, som endte uafgjort 3-3 efter føring til gæsterne ved pausen med 0-1. Hjemmeholdet fik en flyvende start og allerede efter to min var Anders Sørensen alene igennem, men måtte se keeperen redde. Gundersted kom sig hurtigt, og satte sig på spillet, og var hele tiden nærgående. Efter et lille kvarter kom de også i front, hvor UIF forsvaret blev udspillet. Udeholdets offensiv var ganske livlige og voldte UIF stort besvær, og Gundersted var flere gange tæt på, og brændte flere store chancer. Hen mod slutningen af 1. halvleg kom UIF bedre med, men kunne gå til pause kun bagud med 1 pind.
En opsang i pausen fra træner Kasper Klavsen gav hurtigt udbytte, for UIF startede 2. halvleg som lyn og torden. Allerede inden der var gået et minut, så havde Anders Sørensen udlignet. Hans første scoring i efteråret. Få minutter efter ramte Mads Hald stolpen på et hovedstød i bagrummet. Herefter blev UIF presset tilbage og inden for det første kvarter havde gæsterne scoret to gange med få minutters mellemrum. Kampen virkede afgjort, for UIF havde svært ved at mobilisere et ordentlig pres. Med et kvarter igen fik UIF en lille livline, da Tommy Grøn bankede et frispark i kassen fra mindst 25 m, og da UIF kort efter fik tilkendt et straffespark, var han sikkerheden selv fra 11 m pletten. Ud af ingenting var UIF tilbage i opgøret. I de sidste minutter forsøgte begge hold at fremtvinge en afgørelse, men uden held og efter tre minutters tillægstid fløjtede kampens glimrende dommer kampen af. Et fint point på kontoen i bestræbelserne på at holde sig på den rigtige side af stregen.
Mads Hald med 6 stemmer blev valgt til kampens bedste spiller for UIF.
Med sportslig hilsen
Sportschef, Brian Christensen
Kampreferat serie 1: Løgstør IF - Ulbjerg IF
- Detaljer
Ulbjerg IF serie 1 skulle søndag på besøg hos rækkens absolutte tophold fra Løgstør IF, og det var lidt med bange anelser før opgøret. UIF slap fint fra kampen, dog med et nederlag på 3-0 efter en 1. halvleg som endte uden scoringer. Foruden det var et ubesejret tophold på udebane, var UIF samtidig massivt ramt af afbud til kampen. Både skader og ferie spillede ind. I kampens første minut fik gæsterne en fin mulighed, dog uden og skabe en god start. Efterfølgende kom hjemmeholdet meget mere med, og havde i den næste periode en række store chancer, som dog ikke gav udbytte. Bl.a. flere gode redninger af dagens vikar i UIF målet Mathias "Higuita" Møller holdt gæsterne fra fadet. 36 min og en hurtig kombination på midten sendte Anders Sørensen alene af sted med mål, men et dårligt opspring og chancen sprang ud i sandet desværre. Op til pausen var der længere mellem hjemmeholdets tilbud.
2. halvleg og fra UIF’s vidste man, at nu kom der et nyt tryk fra hjemmeholdet, og desværre allerede efter 3 min kom hjemmeholdet foran. En Løgstør spiller kom først på et indlæg og scorede uden chance for UIF keeperen. Et kvarter senere blev kampen definitivt lukket, da topholdet fik tilkendt et lidt tyndt straffespark, som de udnyttede sikkert til 2-0. Nu frygtede man lidt en massakre, men det blev heldigvis kun til en enkelt scoring yderligere. Til sidst var UIF tættere på en reducering. da både Kasper A og Anders Sørensen havde lidt tilløb til chancer. Men det blev ikke, og som nævnt kunne UIF rejse hjem med et hæderligt nederlag til et stærkt Løgstør hold.
Dagens UIF spiller med 11 stemmer blev Mathias Møller i UIF buret. Næste opgave er på søndag hjemme på Ulbjerg Stadion, hvor Gundersted er modstanderen. Kampen spilles kl. 13.30
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Sportschef, Ulbjerg IF
Kampreferat serie 1: Kvik/Aalestrup IF - Ulbjerg IF
- Detaljer
Ulbjerg IF serie 1 skulle lørdag på besøg i Hvam og møde Kvik, som senest havde samlet 6 point efter en uge med to sejre. UIF havde haft en friweekend og senest en sejr over VFF. UIF var desuden hårdt ramt af skader og ferie. 5 mand fra den normale startopstilling var ude, så lidt københavner hjælp var tiltrængt. En hektisk kamp blev det, som endte uden vinder efter 1-1. UIF startede kampen bedst, og allerede i kampens indledning havde man to kæmpe muligheder, som ikke gav udbytte. Kvik valgte fra kampens begyndelse at stå meget dybt og afventende. 12 min og UIF fik bolden i mål. Et indlæg fra højre af Michael Ø Poulsen blev skubbet i mål af hjemmeholdets Thomas Nielsen. Sidst i halvlegen kom Kvik mere frem og bedre med, hvilket gav en friløber til hjemmeholdets lynhurtige Per Nielsen, som dog ikke fik scoret. Kort før pausen fik UIF udvist Jakob Frandsen, og efterfølgende fik Kvik endnu en kæmpe chance, som Morten Kjølhede i målet dog fik afværget, så man kunne gå til pause med en 0-1 føring.
2. halvleg, som UIF startede i undertal, lykkedes det hurtigt for Kvik at få udlignet. En høj bold bagest i venstre forsvarsside blev ikke clearet, og Per Nielsen kunne uhindret heade udligningen i mål. Kvik var nu toneangivende, og UIF halsede efter. Et gult kort midt i halvlegen til hjemmeholdet bragte UIF tilbage i opgøret. Alligevel formåede Kvik at få en friløber med en mand i undertal, igen uden succes. Tættest på kom UIF da et frispark på kanten af feltet blev sparket direkte i muren. Til sidst skulle UIF være lykkelige for, at det trods alt lykkedes at få et point med hjem, da Pauli Vendelbo sparkede langt over mål, i en ellers ganske fin position. Opgøret som nævnt 1-1 og et brugbart point kunne bringes med hjem. Med endnu et nederlag til Viborg FF endte man faktisk med at øge afstanden til 4 point til dem.
Bedste spiller var Thomas Ørris Poulsen med 8 stemmer, som dominerede stort på den centrale midtbane. Næste opgør er søndag på Ulbjerg stadion, hvor Thisted FC kommer på besøg.
Med sportslig hilsen
Sportschef, Brian Christensen
Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Thisted FC
- Detaljer
Divisionsreserverne fra Thisted FC var søndag på besøg på Ulbjerg Stadion, til et meget vigtigt opgør i serie 1. Kun et point adskillede de to hold før kampen, og det var intakt efter kampen, som sluttede lige efter 1-1. Dette var 4. kamp i streg hvor UIF fik point, og dermed ikke tabte. Hjemmeholdet fik en ok start på kampen, og man fik hurtigt et indtryk af, at spillerne i gang virkelig var indstillet på at arbejde for sagen. Gæsterne var hele tiden nærgående, men også UIF viste sig frem. Tommy Grøn forsøgte sig direkte på frispark, og det efterfølgende hjørnespark var han tæt på at heade ind. Et par fine muligheder til UIF, men som halvlegen lakkede mod enden trykkede gæsterne endnu mere på og kun en kanon redning fra UIF keeperen kort før pausen reddede UIF 0-0 til pausen.
2. halvleg var knap i gang, før uheldet var ude for UIF. Thomas Sterring blev tacklet hårdt, og faldt til jorden med en knæskade, som endnu ikke kendes omfanget af. Vi håber det bedste for ”Stauning”. UIF nåede end ikke, at få en ny spiller på banen før en scoring af Kasper Ambrosius bragte hjemmeholdet foran 1-0. Alene med målmanden løftede han elegant bolden henover ham. Der var comeback til Kasper P efter 5 uger på sidelinjen efter hans knæskade, og han kunne starte kampen med at juble med holdkammeraterne. UIF var nu i fin kontrol, dog uden en masse kæmpe chancer til følge, men det så godt ud. Der blev arbejdet hele vejen rundt, og tre point var der udsigt til. Men kræfterne begyndte så småt og sive ud af holdet, og det store arbejde havde sat sine spor på hjemmeholdet, og katastrofen indtraf desværre, da uret rundede de 45 min. Thisted udlignede, endda efter UIF så ud til at være på plads. En kamp, som man var tæt på at vinde, var lidt en træls oplevelse til sidst. Uafgjort over alle 90 min var vel fair nok, og efter en bundsolid holdindsats er der mange ting man kan tage med videre til de næste kampe.
Dagens bedste UIF’er blev Adam Ceesay på den centrale midtbane. 5 stemmer blev det til.
Med sportslig hilsen
Brian Christensen, Sportschef Ulbjerg IF
Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Højslev St.
- Detaljer
Fredag aften havde Ulbjerg IF serie 1 besøg af Højslev St., og efter klare nederlag i de tre første opgør i sæsonen, skulle der 3 point på kontoen. Gæsterne var ubesejret, og det var et meget skadesramt UIF mandskab der stillede op til kampen, da både Kasper A og P på dagen havde meldt fra skadet. Alligevel lykkedes det, at hente et fortjent point eftersom kampen sluttede uden scoringer. UIF havde valgt til opgøret og spille mere direkte, og ikke tage unødige chancer i opspillet, hvilket var stærkt medvirkende til, at man fik sat prop i forsvaret. Det var en 1. halvleg uden de store muligheder til nogen af holdene. Den største faldt efter en halv time til Anders Sørensen, som fik en ripost for fødderne efter et hjørnespark, men hans afslutning var for svag.
2. halvleg og billedet var det samme, begge hold passede godt på og ikke de store chancer til nogen af mandskaberne. Højslev blev ramt af et gult kort til Kristian Juul efter et kvarter, og det gav lidt UIF dominans i den periode, dog uden nogen gevinst. Efter gæsterne igen blev fuldtallige blev de ganske nærgående og et par minutter var UIF målet belejret, men fik dog afværget i alle tilfældene. Et point til begge, som alle kunne være tilfredse med. I UIF lejren føltes det lidt som en sejr, at få slettet det runde nul i tabellen, og ikke mindst holde tæt bagude, og det hele på en helstøbt og stærk holdpræstation over hele linjen. Det var skønt og se og det trængte vi virkelig til.
Dagens bedste for UIF med 11 stemmer blev Tommy Grøn, som var stærkt spillende i en ny rolle som forsvarsstyrmand.
Næste opgave er lørdag kl. 16.00, når UIF gæster Viborg FF på Kirkebækvej til endnu et vigtigt opgør.
Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Sportschef, Ulbjerg IF