Kampreferater

Ulbjerg IF serie 1 stod foran et vigtig opgør i puljen, da man på udebane skulle op mod Roslev IK, som før kampen endnu ikke havde scoret point i foråret, og det havde de stadig ikke eftersom UIF tog alle tre point efter en sikker og velfortjent sejr på 2-4 efter en målløs 1. halvleg. UIF startede som lyn og torden, og kom stærke ud til kampen. Et resultat og indsats senest mod Nibe skulle vaskes væk. En god offensiv start på kampen, hvor hjemmeholdet ikke var over midten de første 10 minutter, og en bunke hjørnespark til UIF vidnede om et UIF mandskab der var opsatte på, at få de tre point. Tilmed fik man allerede efter to min annulleret en scoring, hvor en veloplagt Kasper Ambrosius blev vinket for offside. Herefter kom Roslev bedre med, og var ved et par gange ganske nærgående, men keeper Morten K. Møller tog sig af tingene. UIF fik igen greb om tingene og flere gode chancer kom, bl.a. til Kim Sørensen kort før pausen, som dog ikke kunne finde nettet.


2. halvleg og UIF ville fortsætte de gode takter, men fik hurtigt en slem overraskelse. Et frispark på kanten af feltet, som kampens dommer var den eneste der kunne se, blev sendt i nettet af hjemmeholdet, og føring på 1-0 allerede efter et minut af 2. halvleg. Nu frygtede man lidt for fortsættelsen, og ville gæsterne falde sammen. Det var ingenlunde tilfældet, og man fik et stærkt svar fra UIF. På ti minutter gik man fra at være bagud, til at føre 1-3. De to første scoringer signeret af Tommy Grøn Christensen, som på dagen var sendt i front. Nu forstår jeg langt bedre betegnelsen falsk 9er!! Tredje scoring blev sat ind af Anders Sørensen fra kanten af feltet med venstre skøjten. Se hvad der sker når man skyder på mål. I fin kontrol med tingene var UIF, men alligevel lykkedes det Roslev, at få reduceret efter lidt klumpspil i feltet, og en åben kamp igen. Men som før i halvlegen slog UIF hurtigt tilbage. Et hjørnespark til UIF gik i mål og alle på stadion og i Roslev by troede det var et selvmål, men med en jubelscene som sjældent set, måtte man formode, at veteranen Jesper Jørgensen havdet sidste hoved på bolden. Om ikke andet så i hvert fald en 4-2 føring til UIF, og på vej mod tre super vigtige point. Scoringen og jubelscenen tog også pusten fra hjemmeholdet, som strakte våben, og ikke havde mere at komme med. UIF kunne køre en sikker sejr i hus, og dermed fornyet håb om overlevelse i puljen, hvor der på dagen var rigtig mange gode præstationer rundt på banen. Den bedste ifølge de afgivne stemmer, var med 5 stk. Kasper Ambrosius. Han og de øvrige spillere har en vigtig hjemmekamp på torsdag kl. 19.00 på Ulbjerg Stadion, hvor Højslev St. kommer på besøg.


Med sportslig hilsen

Brian Christensen
Sportschef Ulbjerg IF

 

Ulbjerg IF serie 1 skulle allerede to dage efter kampen i Skive, igen i ilden, og denne gang et nyt besøg af et tophold i form af Nibe B. Det gik ikke meget bedre og UIF endte med en lussing på 0-4, efter at gæsterne førte ved pausen med 0-2. Oplægget lød inden kampen, at man skulle passe på gæsternes fart i front. Det havde man glemt efter halvandet minut, og gæsterne var i front. UIF fik kort efter en stor chance for at udligne, men Thomas Sterring fik ikke ordentlig træf på sit hovedstød. Nibe var hele tiden farlige, og med masser af speed i benene var det hele tiden en udfordring for hjemmeholdets forsvar, som ofte var på hælene. Den ene halvstore chance afløste den anden, og det var et mirakel, at gæsterne ikke fik udbygget deres føring. Desværre lykkedes det efter en fejl i UIF defensiven, hvor en for kort tilbagelægning af Jakob Frandsen blev opsnappet og driblet i et tomt mål. UIF kunne gå til pause bagud med to, og efter en sløv 1. halvleg.


2. halvleg og UIF kom bedre med, og fik spillet skubbet lidt længere op. Man håbede på en hurtig reducering, og dermed skabe lidt spænding tilbage i kampen. Efter 5 min kom muligheden også, men riposten fra et skud af Anders Sørensen, fik Thomas Sterring ikke udnyttet, og da Nibe tilmed fik tildelt et gult kort kunne UIF ikke udnytte fordelen. Kræfterne slap op og gæsterne scorede igen efter en halv time til 0-3. Nu var det hele afgjort, og kampen skulle bare gå sin gang, men til sidst fik Nibe tildelt et straffespark, som de sikkert udnyttede til kampens resultat 0-4. En skidt indsats fra hjemmeholdets side, og stensikre tre point til Nibe B.

Næste opgave for UIF er på udebane mod Roslev, og det er mandag d. 13 Maj kl. 19.00. 4 stemmer var der til både Anders Sørensen og Jakob Frandsen.


Med sportslig hilsen
Brian Christensen
Ulbjerg IF

Onsdag ind til påske havde Ulbjerg IF serie 1 besøg på hjemmebanen af topfoldet fra Aalborg Freja til et opgør, som på forhånd så aldeles vanskeligt ud, taget i betragtning af gæsterne ankom til kampen med fuld høst efter 3 kampe, altså 9 point, hvorimod UIF, som bekendt ikke havde scoret point eller mål endnu. Alt dette blev vendt på hovedet, da UIF tog en overraskende sejr, omend fortjent, på 2-1. De nye fine faciliteter stod klar til at bruge, og måske det var medvirkende til et koncentreret og hårdtarbejdende hjemmehold der gik på banen. Alle som en var i hvertfald topmotiveret på opgaven. UIF fik en lovende indledning på kampen og gik frisk til værks. Aftalen før kampen var man skulle stå kompakt i kæderne og det lykkedes til fulde, og var også nødvendigt ellers blev gæsterne med det samme farlige. Et par nærgående UIF hjørnespark , blev afløst frispark fra gæsterne, som Morten Kjølhede dog så ud som han havde styr på. I den anden ende var der et nærgående forsøg fra Mads Hald med hans lidt køligere højreben. Kort efter indtraf 1. halvlegs øjeblik, da UIF fik tilkendt straffespark efter Kasper A faldt i feltet. Godt vi endnu ikke har fået installeret VAR i det nye klubhus, for så var den nok ikke gået! Kasper P var ligeglad, og scorede sikkert til 1-0 og stor jubel blandt de mange tilskuere, som nød påskesolen, fadøl og pølser. Freja fik med 10 min til pausen deres bedste mulighed, men igen reddet af Morten i UIF buret. Kort før pausen måtte Kasper A desværre lade sig udskifte med en forstrækning i de tynde ben. Men 1-0 til UIF ved pausen.


2. halvleg og UIF var indstillet på hårdt arbejde, og det blev der. Freja indledte halvlegen med et nærgående frispark fra deres anfører, men Morten var på plads. UIF forsvaret stod godt, og gav ikke mange chancer fra sig, selvom gæsterne hele tiden forsøgte sig. Det gav plads den anden vej, og UIF havde flere gode gennemførte kontra angreb, og efter 20 min gav det udbytte. Anders Sørensen fandt flere gear end sin direkte modstander og fra egen banehalvdel gik han direkte mod mål, og heldigvis var Tommy Grøn fulgt med op eller ikke kommet med hjem fra forrige angreb, for han scorede sikkert fra kanten af feltet, og nu 2-0 til UIF. I denne periode var Freja ikke specielt farlige, og selvom flere af hjemmeholdets spillere så trætte ud, blev der stadig kæmpet hårdt for sejren. Efter 37 min fik Freja tilmed reduceret, så det var lidt med bange anelser, at man gik ind til slutfasen, og da dommeren tilmed fandt 5 min overtid, var der stadig lang vej hjem, men det holdt, og det gjorde det nye klubhus også, da sejren efter kampen blev fejret med maner.

Der var mange gode præstationer hele vejen rundt, men en stak alligevel af. 12 stemmer til Niclas Astrup, som leverede en super indsats på højre back. Næste opgave for serie 1 er udekampen mod Skive IK, som spilles tirsdag d. 30. april kl. 19.00.

Brian Christensen
Sportschef, Ulbjerg IF

Ulbjerg IF skulle forsøge at hente yderligere tre point i den svære udekamp mod et af puljens tophold, Skive IK. Det lykkedes ikke og SIK vandt fortjent 2-0 efter en føring med 1-0 ved pausen. UIF kom ellers fint ud, og oplægget var det samme som sidst, at stå tæt og kompakt i kæderne, og bide fra sig. Men stille og roligt kom hjemmeholdet bedre med og efter 10 min fik de en stor chance efter klumpspil. UIF var også på besøg i gæsternes felt, da hjemmeholdets keeper fejlbedømte en fremlægning, men det lykkedes ikke for Anders Sørensen at få udlignet, og heller ikke fremtvinge et straffespark, som UIF lejren appellerede for. Kort før pausen kunne UIF ikke holde stand længere, og SIK kom fortjent foran. Et angreb blev ført fra venstre mod højre og resolut sparket i kassen uden chance for Morten Kjølhede i målet. UIF kunne gå til pause og være ok tilfredse med forløbet af 1. halvleg.


2. halvleg og billedet var lidt det samme fra 1. halvleg. SIK det bedste hold, men UIF kæmpende for at holde liv i kampen. Betingelserne herfor blev lidt bedre, da hjemmeholdets midterforsvarer Martin Thomsen fik gult, for at holde en UIF spiller i en omstilling. Det gav lidt momentum for gæsterne, og man fik flyttet spillet lidt længere op, og der var også lidt sporadiske muligheder i denne periode. Den største faldt efter 18 min, da hjemmeholdets keeper spillede bolden ud i fødderne af Anders Sørensen, men han fik selv rettet sin fejl, da han reddede det forkølede skud fra UIF angriberen. Kampens største chance. Kort efter var SIK igen fuldtallig, og satte igen tryk, og efter 29 min kom målet til 2-0. Det afgjorde kampen, og luften fes ud af de trætte UIF spillere, som dog kunne gå fra banen med æren i behold. Sejren og de tre point kunne der ikke siges noget til. Næste opgave for UIF serie 1 er allerede torsdag aften 2. maj kl. 19.00 på Ulbjerg stadion hvor et andet tophold, Nibe B, kommer på besøg.


Med 5 stemmer til både Morten Kjølhede og Kasper Pedersen måtte de dele dagens afstemning som dagens spiller


Med sportslig hilsen

Brian Christensen
Sportschef/holdleder/journalist
Ulbjerg IF

 

Ulbjerg IF serie 1 skulle på besøg hos Gundersted torsdag aften, som var tredje udekamp i træk, og som desværre også udløste tredje nederlag, og stadig ikke med nogen UIF scoringer til følge. Kampens resultat blev en hjemmesejr på 2-0 efter en føring på 1-0 ved pausen. Kampen var ellers en lige og tæt affære, som dog blev afgjort af et hjemmehold som var mere effektive og kyniske med deres muligheder i feltet. UIF havde kort før pausen bolden på stolpen, men Sterring var i offside ifølge linjedommeren og den store chance, som var en tværaflevering fra Anders Sørensen, forblev uudnyttet. Alligevel nåede Gundersted at bringe sig foran inden pausen. Et ugeneret indlæg blev headet i mål ved bageste stolpe, hvor keeper og forsvar så lidt tøvende ud.

2. halvleg og UIF måtte kæmpe videre og forsøge at fremtvinge chancer og muligheder for en udligning. Forudsætningerne blev bedre, da Gundersted fik tildelt gult, i en situation hvor UIF lejren appellerede for rødt, men det var dommeren ikke enig i. Perioden i overtal udløste ikke mange chancer, og desværre måtte man udskifte en skadet Anders Sørensen. UIF havde masser af boldbesiddelse, og forsøgte hele tiden, dog uden at skabe noget nævneværdigt. Største chance faldt efter 67 min og var til hjemmeholdet, som dog ikke formåede og udnytte den store mulighed efter en hurtig omstilling. Kampen fik sin afgørelse, da Gundersted scorede til kampens resultat med 8 min igen. Et indirekte frispark, som også vakte en del undren blandt UIF spillerne, som først blev reddet af Morten Møller i UIF buret, men riposten var hjemmeholdet hurtigst over, og kampen var afgjort.


Efter kampen stemte spillere og ledere Mads Hald ind som kampens spiller med 8 stemmer. Næste opgave er en hjemmekamp (endelig) hvor de nye klubhus faciliteter skal tages i brug. Topholdet fra Aalborg Freja gæster Ulbjerg Stadion onsdag d. 17 April kl. 18.30


Med Sportslig hilsen


Brian Christensen
Ulbjerg IF

Nyheder

  • Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Skive IK

    Det var sidste udkald for Ulbjerg IF serie 1 i... Læs mere
  • Kampreferat jyllandsserien kvinder: Tornby - SUB09

    Tornby - SUB09  0-2 (0-0)47. min. 0-1. Ida... Læs mere
  • Kampreferat serie 1: Aalborg Freja - Ulbjerg IF

    Ulbjerg IF serie 1 var på en svær udebane mod... Læs mere
  • Kampreferat jyllandsserien kvinder: SUB 09 - Holtet

    SUB09 - Holtet 2-3 (0-2)6.min. 0-1. Michela... Læs mere
  • Kampreferat serie 1: Ulbjerg IF - Gundersted IF

    En ny vigtig hjemmekamp ventede Ulbjerg IF serie... Læs mere

Gå til toppen